Obstacle Course Racing, eller på godt dansk forhindringsløb, er en fantastisk udfordring at sætte for sig selv, hvis man ønsker at prøve kræfter med en lidt anderledes form for løb.
Den følelse man oplever, når man krydser målstregen efter at have kæmpet sig igennem mudder, vand og andre fysiske udfordringer, giver et kæmpe boost til ens mere primitive side!
Der findes forhindringsløb for alle niveauer af løbere. Så om ens løbekapacitet er omkring 5 km eller helt op til omkring de 20 km er ligegyldigt. Her følger derfor en liste med tre gode OCR’er man kan opleve i 2017 samt nogle hurtige, gode råd med på vejen.
Nordic Race – Det første skridt
Nordic Race er nok en af de mest kendte løb herhjemme i Danmark. På grund af deres mange og forskellige typer af løb de afholder hvert år er dette løb en fantastisk oplevelse, især hvis man som lettere nybegynder for første gang kaster sig ud i denne nye og udfordrende verden af løb.
Hvert løb afholdes forskellige steder i Danmark. Lokationen afgør i stor grad hvilken type terræn og udfordringer, man kommer til at møde under løbet. Det første løb i 2017 bliver 5-kilometerløbet ’Strandparken’, der afholdes på Amager Strandpark. Dette løb er glimrende for nybegyndere og stadig udfordrende for mere rutinerede løbere. Da størstedelen af løbet foregår i sand, skal dette nok være god grund til at blive presset på de sidste par kilometer.
Man kan med sikkerhed sige at efter sit første løb, bliver man hurtigt bidt af stemningen og lysten til at udfordre sig selv endnu mere.
SEPE Extreme Challenge – De hårde Jyder
Befinder man sig i det jyske og ønsker at prøve kræfter med et mere udfordrende og fysisk krævende løb, kan man med fordelt tilmelde sig SEPE Extreme Challenge-løbet i Esbjerg.
Extreme Challenge byder på 8 km med udfordringer med både mudder der skal overvindes, vanddistancer der skal svømmes, ild man skal igennem, pigtråd der skal undgås, mål der skal skydes, vægge der skal passeres, reb der skal bestiges etc. Selvom det lyder som en hård omgang, skal man ikke fortvivle. Ens fysike form skal kun være i nogenlunde god, så man ikke bliver overvældet. Derudover skal det nok blive en oplevelse, man sent vil glemme.
Strong Viking – Den fedeste udfordring
Hvis man ønsker det absolutte hårdeste, og mest oplevelsesrige løb man kan støde på, så er Strong Viking det løb du søger. Strong Viking er et internationalt løb, som for første gang i år afholdte deres løb her i Danmark. Så det er ikke andet end et must at deltage i dette løb, når det kommer tilbage igen i 2017.
Dette løb giver den fulde oplevelse, man kunne tænke sig for et forhindringsløb. Ikke nok med at de tilbyder løb på distancer fra 7 til 13 og 19 km, som hver især presser ens fysiske form til det yderste, så skaber de også den bedste stemning, inden løbet starter. Det gør noget ved en, når alle deltagere skal ned på det ene knæ til fælles ed, og klargøre sig selv inden man skal ud på den hårdeste tur i sit liv. Det der os adskiller Strong Viking, fra alle de andre forhindringsløb er deres fokus på, at det er mere en udfordring end et konkurrenceløb. Alle skal med, og ingen bliver efterladt!
Når løbet er slut, kan man nyde sin velfortjente øl eller vand i selskab med alle de andre overlevende vikinger.
Gode råd – Til overlevelse
Selvom mange af de forskellige løb er noget man bare kan deltage i uden noget videre, er det en rigtig god idé at have styr på de vigtigste ting, inden man kaster sig ud i det helt store løb.
Fodtøj er et punkt, som man skal være meget opmærksom på. Dette er mest med henblik på, at det ikke er ligegyldigt hvilket type fodtøj man har på, når man er ude på farten. Da alle mennesker er forskellige, og har deres egne behov, så kan man starte med at søge inspiration og viden til hvilken type løbesko man burde bruge. Disse informationer kan findes her.
Mad og væske er et område, man ikke skal tage for let på. Det er vigtigt at være forberedt både før og efter løbet, for at få den bedst mulige oplevelse. Hvad man skal spise og drikke kommer selvfølgelig an på, hvilken type løb man skal igennem. Er det lavintensitet og hvile, så er det fedt, som er kroppens primære energikilde. Til et løb med høj belastning og intensitet vil kroppen hovedsageligt forbrænde kulhydrater, som man derfor skal spise masser af.
Når det kommer til kulhydrater findes der to typer, som optages forskelligt i kroppen.
De langsomme kulhydrater, som kommer fra fuldkornsprodukter som fx fuldkornspasta, brune ris osv., optages langsomt i blodet. Disse energidepoter kan kroppen dermed udnytte under løbet, og det er derfor en god idé at fylde dem op ca. 3-4 timer før løbet.
De hurtige kulhydrater, som kommer fra frugt og energiprodukter, optages hurtigt i blodet. Disse er gode at have spist lidt af både inden, under og efter løbet, for at få styr på blodsukkeret.